Faktaboks

Xavier Forneret

Antoine Charles Ferdinand Xavier Forneret

Født
16. august 1809, Beaune, Côte-d'Or
Død
7. juli 1884, Beaune, Côte-d'Or
Af /Bibliothèque Nationale de France.

Xavier Forneret kom af en velstående familie fra Beaune i Midtfrankrig og kunne bruge al den tid, han ville, på litteraturen. Han er af samme generation som Jeunes-France-digterne og lige så eksperimenterende. Han skrev teaterstykker og digte, og hans prosadigte gjorde ham til en forløber for surrealisterne.

Outsideren Forneret

Forneret blev ikke anerkendt i sin samtid, først senere. Hans teaterstykker (L'Homme noir, 1835, 'Manden i sort') vakte furore i hans fødeby, og han forsøgte sig med digte og aforismer (Encore un an de Sans Titre, 1840, 'Endnu et år med Uden Titel') med gådefuldt indhold som "I hvert fald, selvom det ikke svarer, lytter Marmoret til os"). Men outsideren fandt sin vej med de prosadigte, der er blevet stående som hans hovedværk: Pièce de pièces, temps perdu, 1840, 'Stykke af stykker, spildt tid', Rêves, 1846, 'Drømme').

"En drøm det er"

Forneret bryder virkeligheden op og gør den til fragmenter af noget overnaturligt: "En drøm. — Spørg mig ikke om noget; jeg viser Dem den, som jeg har haft den; se den." Den er fuld af uhygge og døde skikkelser, og Forneret insisterer på det uigennemskuelige i sine drømme: "Hvis dette betyder noget, slutter han prosadigtet, ville det ikke være en drøm."

Der kom en anerkendende artikel om Xavier Forneret i Le Figaro i 1859, og han stod ikke helt alene: Besættelsen af drømme finder man også hos hans samtidige Gérard de Nerval og prosadigtenes visionære form hos Charles Baudelaire. Senere interesserede André Breton sig for ham.

Læs mere i Lex

Videre læsning

  • Verdens litteraturhistorie (red. Hans Hertel) (1994). "Frankrig: kamplyrik og kunst for kunstens skyld", bd. 5, s. 80-83. København: Gyldendal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig