Johann Christoph Friedrich Schiller, fra 1802 von Schiller
Lige så forskellige den mere spekulative Schiller og den mere empirisk orienterede Goethe var, lige så tæt var deres samarbejde, efter at de i 1794 havde haft en længere samtale. Venskabet varede til Schillers død i 1805, og Goethe udgav deres brevveksling i 1828. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne.
Dresden. Loschwitz. Schillerhäuschen. Friedrich Schiller opholdt sig i Dresden fra september 1785 til juli 1787. Her fandt digteren arbejdsro og inspiration som gæst hos vennen, forfatter og jurist Christian Gottfried Körner (1756-1831). Lidt afsondret i forhold til Körners sommerresidens i Loschwitzer Weinberge lå en havepavillon med vid udsigt over Elbdalen, hvor Schiller ifølge traditionen opholdt sig og arbejdede på sit drama Don Carlos. Huset er i dag restaureret og viser dokumentation omkring Schillers ophold i Dresden. Bygningen er en del af Museen der Stadt Dresden. Foto 2012.
Weimar. Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater (tv.). Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der blev fornyet 1907-08. Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nuværende navn. Fotografi fra 1980'erne.
Friedrich Schiller var en tysk forfatter. Ved siden af Johann Wolfgang Goethe betragtes han som den store klassiske tyske nationaldigter, hvis senere berømmelse endda til tider kunne overskygge Goethes.
På grund af deres venskab og samarbejde fra 1794 til Schillers død omtales de ofte i sammenhæng, sådan som de også fremstilles i en dobbeltstatue foran teatret i Weimar.
Schiller blev født i Marbach tæt ved Stuttgart, hvor hans far var i den württembergske hertug Karl Eugens (1728-1793) tjeneste. I 1773 blev Friedrich beordret til at indtræde i hertugens nyetablerede militærakademi (Karlsschule) og begyndte i 1776 at studere medicin. Trods skolens strenge disciplin dyrkede han sine litterære interesser, altimens hans studier gav ham et nøgternt syn på verden og menneskene.
Hele Schillers værk er spændt ud mellem idealisme og realisme, mellem en stræben mod menneskets fuldkommenhed og indsigt i dets skrøbelighed eller ligefrem ondskab. Den afhandling, hvormed han i 1780 afsluttede sine studier, hed "Om sammenhængen mellem menneskets dyriske og åndelige natur".
Året efter skrev han skuespillet Die Räuber (uropført i Mannheim 1782, da. Røverne, 1801), hvis hovedpersoner repræsenterer de psykologiske ekstremer, og som straks gjorde Schiller kendt.
Da hertugen forbød ham at skrive litteratur, flygtede Schiller i 1782 fra Stuttgart til Mannheim og førte i de følgende år et omflakkende liv uden social sikkerhed. Den opnåde han efter ophold i Frankfurt am Main og Dredsen først delvis som professor i historie i Jena fra 1789. I 1799 flyttede han til Weimar.
Som kortvarig teaterdigter i Mannheim skrev Schiller dramaerne Die Verschwörung des Fiesco zu Genua (uropført 1783, da. Fiesco, 1814) og det borgerlige sørgespil Kabale und Liebe (uropført 1784, da. Kabale og Kierlighed, 1805). Især i sidstnævnte anklager Schiller gennem en af figurerne skarpt visse træk ved tidens enevælde og fik derfor ry som frihedsdigter.
Det revolutionære Frankrig gjorde ham i 1791 ligefrem til æresborger ("Monsieur Gilles"). Men Schillers værk er mere flertydigt. Han er bevidst om risikoen for, at den republikanske ånd kan slå om i despotisme (Fiesco), og at den lidenskabelige kærlighed kan blive terroristisk (Kabale und Liebe).
Også Schillers næste skuespil Don Carlos (uropført 1787, da. 1831) er præget af denne problemstilling: Helliger hensigten midlet, eller vanhelliger midlet hensigten? Frihedshelten Posa bruger sin bedste ven, prinsen Carlos, i sine planer og bidrager derved til hans ulykke.
I forbindelse med arbejdet på Don Carlos havde Schiller studeret historie og udgav 1788 Geschichte des Abfalls der vereinigten Niederlande von der spanischen Regierung, hvorpå han året efter blev professor i Jena, hvad han på grund af sygdom kun var i to år.
Et stipendium fra hertugen af Augustenborg og grev H.E. Schimmelmann formidlet af Jens Baggesen gav ham arbejdsro. Han koncentrerede sig i 1790'erne om fortsatte historiske og filosofisk-æstetiske studier under påvirkning af Immanuel Kant. Væsentlige skrifter er Über Anmut und Würde (1793), Über naive und sentimentalische Dichtung (1795/96, da. Om naiv og sentimental digtning, og Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795, da. Menneskets æstetiske opdragelse, 1970).
De sigter på at forsone de modsætninger, som i Schillers dramaer står skarpt over for hinanden: idealet og virkeligheden. Kunsten er den frieste menneskelige aktivitet, fordi den er uden fremmed formål, og ved den kan man nærme sig den altid uopnåelige totale frihed. Den æstetiske opdragelse kan man også kalde dannelse, og Schillers skrift er nøjagtig samtidigt med Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre.
Goethe og Schiller stod først hinanden fjernt, men mødtes i 1794 og etablerede et fællesskab i bestræbelserne på at højne smagen og kunsten. Herom vidner både deres fælles polemiske digte: Xenien (1796) og deres brevveksling, udgivet 1828. De to digtere læste og kommenterede hinandens værker under tilblivelsen og drøftede poetologiske og æstetiske emner.
Fra 1791 til 1793 skrev Schiller en Geschichte des dreißigjährigen Krieges (1791-93), og fra denne epoke hentede han stoffet til den dramatiske trilogi Wallenstein (1796-99, da. 1816), som gennemspiller konflikten mellem historiens gang og menneskets frihed, mellem politiske intriger og menneskelighed.
Feltherren Wallenstein kan ses som en forræder eller en fredsbringer, og han kan selv være i tvivl om, hvorvidt hans egentlige drivkraft er højere formål eller personlige ambitioner. Det samme gælder hans modpol Ottavio Piccolomini, som efter Wallensteins død bliver magtfuld, men til gengæld har mistet sin søn Max, som hellere går i døden end kompromitterer sine idealer.
Som Max anskueliggør tragediens formål – at vise "den moralske autonomi i lidelsen" – gør hovedpersonen det i Maria Stuart (1800, da. 1812). Den skotske dronning henrettes af den engelske Elizabeth for en forbrydelse, hun ikke har begået, men tager døden på sig for de handlinger, hun må anklage sig selv for, og viser dermed sin moralske storhed, mens Elizabeth sejrer udadtil, men har mistet sin værdighed.
I Die Braut von Messina (1803, da. Bruden fra Messina, 1806) er handlingen henlagt til antikkens Grækenland som en tribut til den kultur, der havde skabt den klassiske tragedie, medens Die Jungfrau von Orleans (1801, da. Johanna d'Arc, 1813 er et mere romantisk farvet sørgespil. Schillers sidste drama blev Wilhelm Tell (1804, da. 1805), en dramatisering af schweizernes frihedskamp mod det habsburgske kejserrrige. Ved sin død efterlod han fragmentet Demetrius om en falsk russisk tronprætendent.
Schiller skrev andet end dramaer, således den psykologiske novelle Der Verbrecher aus verlorener Ehre (1782-92), hvis titel i det 20. århundrede blev taget op af Heinrich Böll i hans roman Die verlorene Ehre der Katharina Blum (1974, da. Katharina Blums tabte ære, 1974)
Vigtigere er hans lyrik. Dels filosofiske digte som "Die Götter Griechenlands" (1788), der sætter den antikke verden over kristendommens, og "Das Ideal und das Leben" (1795, hvis titel sammenfatter Schillers tematik. Dels ballader, fortællende og dramatiske digte, som hurtigt indgik i skolernes repertoire (og derfor også ofte parodieredes): "Die Kraniche des Ibykus, "Der Taucher" m.fl. fra 1797, hvor Schiller og Goethe opmuntrede hinanden til at skrive ballader.
Friedrich Schiller blev især i 1800-tallet dyrket som den nationale digter, hvis idealisme ofte omfortolkedes til en særlig tysk heroisme. Men Schiller var ikke nationalist. Hans berømte digt "Ode an die Freude" (1785), som Beethoven brugte i sin 9. symfoni, henvender sig til alle mennesker, også til endnu flere end dem, der synger den som EU's hymne. Nogle af hans dramaer er sat i musik som operaer, således Wilhelm Tell af Gioacchino Rossini og Don Carlos af Giuseppe Verdi.
Pia Olsen Dyhr, formand for SF og nyudnævnt økonomi- og indenrigsminister, modtager i disse dage kritik for sin ansættelse af en personlig rådgiver, der i 2020 blev fyret fra SF på grund af tre sager om seksuelle krænkelser og upassende adfærd.
SpaceX blev den største børsnotering nogensinde, da techselskabet den 12. juni solgte 555 millioner aktier til 135 dollars stykket. SpaceX er en amerikansk rumfartsvirksomhed grundlagt i 2002 af iværksætter og forretningsmand Elon Musk.
Verdensmesterskabet i fodbold for mænd er netop begyndt. Den vigtigste turnering i international herrefodbold og en af de største mediebegivenheder i sportens verden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.